JUL JUL JUUUUUL – det er altid ikke ret nemt, når man har gluten- & laktoseallergi.
Især ikke når man ligesom mig, er helt pjattet med ÆÆÆÆVELSKIVER (sagt med nordjysk accent). Men men men – hvis du ligesom mig ikke kan tåle gluten og laktose, så vil jeg da lige dele opskriften med dig. De smager FANTASTISK 🙂

10734265_10204404249238671_3551123556483791577_n

Du skal bruge:

2 æg (adskilt æggehvider & blommer)
100 g. glutenfri mel (jeg brugte 50 g. boghvedemel / 50 g. rismel)
1 tsk glutenfri bagepulver
40 g. maizena (majsstivelse – eller kartoffelmel)
10 g. sukrin.
2-3 tsk. Laktosefri smør / eller kokosolie. + til æbleskivepanden.
2 tsk psyllium / HUSK loppefrøsskaller.
En knivspids salt.
2,5 dl rismælk
1,5 spsk citronsaft.
½ revent citronskal (øko!!)
(der kan tilsættes korriander, men er valgfrit – vil anbefale omkring ¼-½ tsk).

Hvis du ønsker fyld – kan du fx. putte et stykke æble, chokolade, rosiner, mandler osv. ind i midten når du bager dem. Jeg synes ikke der skal fyld i – men smag og behag.

Øvrigt: 
Sukrin melis
Marmelade – jeg serverede hjemmelavet aronia marmelade til mine.

En æbleskivepande – helst af støbejern (anbefaler isenkræmmeren – altså mig) – pga varmefordelingen. 🙂
En tandstik eller grillspyd.
En sprøjtepose.

Sådan gør du:

Tænd for komfurret – og forvarm æbleskivepanden ved svag varme. Lav dejen imens den varmer op.

Tag en skål, og pisk æggehviderne stive med en håndmixer. Sæt skålen til side. 🙂

Tag en ny skål og bland mel, majsstivelse, sukrin, salt, loppefrøsskaller, bagepulver og korriander.

Tag en tredje skål, her tilsættes rismælken og citronsaften, og lad det stå i 3-5 minutter. Tilsæt nu æggeblommerne, sukrin, citronskal, smeltet smør eller kokosolie og pisk det sammen med en håndmixer i et par minutter.  Tilsæt ingredienserne fra skål nr. 2. Pisk i 5-7 minutter.

Nu tages æggehviderne, og vendes forsigtigt i.
Fordel 1/3 af dejen i en sprøjtepose.

Smør æbleskivepanden med lidt kokosolie eller smør.
Fyld dej i – næsten til kanten. Alt efter hvilket komfur du har, vend dem med en tandstik/grillspyd, når de har fået en “fast kant”, men stadig er flydende i midten.
De skal vendes op, således at den “faste skorpe” som før var nede i formen nu står lodret.
Nu tages sprøjteposen, og der trykkes lidt dej ud i det “hulrum” der nu er skabt.
Vend igen, således den får den runde form hele vejen rundt 🙂

Velbekomme 🙂

Adios Amigos - Sophy is Out ♥