Brystoperation – Dag 1-3.

Som I nok har fundet ud af, har jeg skulle have foretaget mig en brystforstørrende operation. Dette blev gjort i tirsdags. Der er mange der er nysgerrige, for at vide hvordan jeg har det, hvilke risicis der er ved det, og hvordan min oplevelse af det, har været.
Dette har jeg valgt at bruge dette indlæg på.

Det hele startede med at min far og jeg kørte ind på privathospitalet tirsdag. Jeg skulle være der ved en 1-tiden. Men var der i god tid, ca. halv et.
Her sad vi og ventede. Jeg skulle ind og tjekkes kl 13, tegnes på og jeg ved ikke hvad – troede jeg. Klokken blev halv to, da en sygeplejerske kom ud og hentede os i venteværelset. Her blev jeg taget med ind på en “opvågningsstue”, hvor jeg fik udleveret en morgenkåbe og støttestrømper. Fik lov at skifte ude på toilettet.
Da jeg kom tilbage, forklarede sygeplejersken, at de var noget bagud. Der var en som skulle ind før mig, så ca. en times tid, skulle jeg vente ekstra.

Imellem tiden, spurgte sygeplejersken ind til hvor høj jeg var, hvad min vægt var, hvornår jeg sidst havde spist, drukket, og sådan forskellige fakta – alt efter hvor meget narkose jeg skulle have.  Hun gav mig lidt smertestillende, således at jeg intet ville mærke under operationen.
Sygerplejersken gik lidt rundt, til de forskellige patienter for at sikre, at alle havde det godt. Hun var super sød.
Min far blev siddende og ventede på, at jeg skulle til og ind. Ca. et kvarters tid, før jeg skulle opereres kom lægen og hilste på – bad mig følge med. Her skulle jeg fotograferes, så jeg når det “endelige resultat” er optimalt, kan jeg sammenligne med hvordan det så ud førhen. Ligeledes skulle han tegne på mig, sådan at han vidste hvor han skulle skære mig op, og putte implantaterne ind.
Folk der ikke kender til en BFO (brystforstørrendeoperation), tror at man kan få hvilken som helst størrelse – og form. Det kan man ikke. Der er stor forskel. Hvis man som jeg var inden operationen, er flad som et “strygebræt”, er der begrænsninger, i form af, at det er ikke alle implantaterne som kan “være” der, idet man ikke har særligt meget bryst i forvejen. Dette fortalte lægen også om, han fortalte også at han kunne gå ned i størrelse – eller en op i størrelse, under operationen, hvis han følte for det. Dette er man klar over, når man går igennem sådan her. Det skal man nemlig skrive under på, er helt i orden inden man bliver skåret i, så der ikke er nogen tvivl efterfølgende.

Så kom jeg tilbage, og der gik ikke mange minutter, så sagde min far farvel – og pøj pøj, og kørte. Her blev jeg så hentet ind på operationsstuen. En kold stue – men de havde en slags varmetæppe, som gjorde, at man ikke ville ligge og fryse. Her begynder narkoselægen så ellers at give en drop – så bedøvelsesmidlet kan blive sprøjtet ind i blodårerne. Man får dioder på, så de kan holde øje med en – og sådan en pulsmåler, så de er helt sikker på man ikke “forsvinder” under operationen. Det ville jo ikke gå.
Hun spurgte ind til hvem jeg var, hvor jeg kom fra, hvilken størrelse jeg skulle have osv. Imens hun gav mig bedøvelsesmidlet. Som hun sagde “det er som at få en juleøl og en snaps” – Skal der virkeligt ikke mere til? For mere husker jeg ikke, før jeg sov dybt.

Selve operationen varede en time, så blev man fulgt ud til sin “opvågningsseng”, sov et stykke tid, og så kunne man ellers tage hjem, når man følte sig klar.

Her gik det pludseligt op for en – hvor meget man egenligt bruger sine brystmuskler. Du bruger dem til alt – når du bukker dig, når du åbner og lukker døre/skuffer/skabe, når du skal løfte et glas, skære mad ud – alt !
Man føler sig pludseligt meget handicappet. Sådan en simpelt ting som at rejse sig fra sengen, kan jeg ikke engang, må kalde på min far – som nærmest må løfte mig op ad sengen. Det er virkeligt ikke til.

Selve operationsdagen – var ikke så slem, da jeg stadig var påvirket at narkosen. Men 1. og 2. dagen efter, altså onsdag og idag torsdag, har da absolut været de værste. Jeg kan intet. Kan bare ligge og græde. Det niver i huden, og det føles som om der er en der står med en kniv og “hakker” ind i dine bryster. Nu gør det, det heller ikke bedre at jeg har fået lagt implantaterne under brystmusklen, og størrelsen på den, er jo heller ikke “lille”.
Men alligevel. Vil helt klart anbefale folk at få omkring de 275-300 og holde sig langt væk fra 400. Det har virkeligt været en hård omgang. Og jeg piver endnu.
Jeg render rundt med sådan et “tubebandagebånd” omkring mig, og føler det strammer og niver, vil bare gerne have det og plastrene af nu! Må først gå i bad imorgen, nu må vi se hvordan det bliver – og så først igen mandag. Mums man føler sig lækker !
Fedtet hår – etagevask – plastre og bandagebind – og gule og blå mærker, over det hele.
Jeg føler mig virkeligt handicappet, man må kun sove på ryggen, og vågner hvert kvarter med konstante smerter. Ligeledes er jeg stadig dårlig efter narkosen – og pga. de smertestillende får jeg kvalme og skal kaste op, selvom jeg er virkeligt sulten. Min mave lever sit eget liv for tiden, og jeg er vildt irriteret over det – ned med en masse sveskejuice, YUMMI …. Virkeligt irriterende. Men en ting der holder humøret oppe er at   folk har støttet mig på mange forskellige måder. Man har sagt “god bedring” og har fået blomster og sådan. Virkeligt dejligt. Der er ligeledes mange der har støttet mit valg omkring denne beslutning, så det er vildt dejligt.

Men kan sige, jeg anbefaler ikke dette til nogen ! Ikke engang min værste fjende.
Det er så her jeg slet ikke forstår Linse – jeg har nu 400, hun har 2000 i hver.
Hun må virkeligt have smerter, når jeg føler jeg er ved at dø ! 😉
Og jeg synes ikke engang hendes er særlig pænt. Men sådan er man jo forskellige 🙂

Har I fået en ? Og hvad var jeres oplevelse af det?

Adios Amigos – en frk. gul og blå og meget øm Sophy – is Out.